Kys min blege tyroler-røv

Undrer mig over at min 60 årige naboer har et regnbuefarvet flag med skriften Pace hængt op i flagstangen. Er et regnbue-farvet flag ikke tegn på homoseksualitet?
Jeg har haft en hård weekend, som resulterede i at jeg, mandag morgen, vågnede op og var syg. En sygedag, giver virkelig ro og tid til at stoppe op og tænke. Puha.

Mode kan virkelig være sjovt. Der er noget virkeligt medrivende i at udtrykke sig gennem sit tøj.
Det er utroligt hvordan man kan forme sit ydre jeg i forskellige retninger, alt afhængingt hvad man tager på. Det er en lækker følelse at kredse om sit ydre, forkæle sig selv, med kropspleje, tøj, smykker, sko. Jeg nyder selv at vandrer huset rundt med en lækker ansigtsmaske eller hårkur og kigge på mit nyeste fund i klædeskabet med et tilfreds smil på læben.
Men dybest inde tager jeg altid en vis afstand fra modeverdenen. Jeg kigger i modeblade, på de sygelige tynde modeller og det groteske dyre tøj, tilbagelænet. Det er så let at blive revet med.

Jeg kan ikke holde tanken ud om hvor mange der læser modeblade, som bibler og panisk, slavisk følger tendenserne, som catwalkens bagmænd har dikteret. At lade hele sit liv styre af midaldrene, halvskaldede homoseksuelle designere, der sidder i Paris og kradser nogen krusseduller ned på noget papir og vupti! - Ny mode er assymetri, fordi en psykose ramte en velanset mand, så han kom til at lave en tegnefejl.
Jeg vil indrømme, jeg synes at nogen designere er kunstere. Nu har jeg sagt det. Men kunst skal fortolkes. Kunst er et udtryk af et personligt indtryk og er noget man skal lade sig inspirere af. Kunst er abstrakt. Jeg brækker mig i lårtykke stråler når jeg ser kvinder fra 12 år og helt op til 40 års alderen ligne idioter, fordi de desperat prøver at fange de nyeste tendenser. (Uhyggeligt at nogen voksne damer aldrig kommer videre) Et modeblad skal fortolkes, ikke følges som en kogebog. Forskellen på inspiration og pure efterligning er næsten usynlig.
Og hvorfor følge en mode eller en stil? Hvad er formålet?
Status.
Det giver, i mange sammenhænge, status at vise, man er opmærksom nok på samfundet, til at vide hvad der er in og yt. Jeg kan ikke tale på de 35 årige modefanatikeres vejne om hvad deres formål med den uendelige jagt på tidens trend er og jeg har heller ingen idé. Men for min aldersgruppe, er det i det store hele, accept af sociale grupper. Vi er opdraget til at dømme. Hele min generation er ubevidst opdraget til at bedømme, vælge og vrage og vurdere. Det er forfærdeligt, men jeg tager mig selv i at sætte fremmede i bås og være overbevist om deres sociale status, ved at kigge på deres tøjvalg, taske eller frisure. Det er sygt. Tænk, at vi lever i sådanne samfund hvor at den materielle luksus, forfængelighes og konstant selv i scenesættelse, er vejen til lykke.
Det hele bunder i jagten på kærlighed. Alle former for kærlighed.
Fashion... Kiss my ass.
Jeg tror jeg vil lave min egen lille rebelske mode-slave strejke ved at hoppe i mine deforme, solblegede joggingbukser.