tirsdag den 1. december 2009

1. december

Udenfor er det stjerneklart og månen lyser så kraftigt, at den kaster et hvidligt lys over landskabet.
Det knaser af rimfrost, når jeg går ud med skraldet, min ånde er hvid og skraldespandens metallåg knirker pinefuldt, når jeg åbner det, med kolde hænder.
Indenfor i mit store, gamle, bolsjestribede hus, er der isnende koldt af mangel på brænde og gulvvarme.
Jeg overlever med spandevis af the og kaffe.
Da jeg, her til aften, rækker ud efter kedelen, strejfer jeg kaffekrukken. I et pinefuldt sekund svæver den gennem luften. Den rammer gulvet med et "klonk", laver så overdimensioneret spring over klinkegulvet, og så et til og et til. Til sidst ligger den bare stilfærdigt på gulvet, stadig i et stykke. Jeg ånder lettet op, mest fordi at kaffen nu ikke ligger over hele køkkengulvet, men i min kop. Halleluja!
Vinteren er så dramatisk..

Ingen kommentarer: