Et sløret blik, en anden person.

Jeg må indrømme jeg har det svært ved at bare se på og acceptere, når det kommer til tjald.
Jeg kender nogen, der er af den holdning, at det ikke er meget værre end alkohol eller smøger. Men det må det være. Det kan jeg så på dem, når jeg ser dem komme ind efter at have røget en fed, med blodsprængte øjne, et sløret blik. Se hvordan de skifter adfærd, bliver sløve, fraværende, asociale. De sidder i et hjørne og koger, er slet ikke dem selv. Det er næsten uhyggeligt.
Og jeg synes ikke bare det er når de lige har røget. Man kan mærke det på dem i hverdagen. Problemet opstår, når denne koger-tilstand, bliver en del af deres jeg, eller overtager endda. Er det okay?
Det værste er, at det er noget kun de, kan beslutte at stoppe. Og det er direkte smertefuldt at stå på sidelinjen og se en kær ven ændrer sig til noget, man ikke længere kan genkende.
Et lille halvhjertet udråb om at holde sig til alkohol og smøger herfra.